Sommerferien er landet på Fyn og Øerne
Og den kommer med både nye oplevelser, gamle traditioner og datoer, der er værd at skrive i kalenderen. Så før du iler ud på E20 mod lufthavnen, så kig lige her - der sker nemlig ret meget i vores egen baghave.
Vores kolleger i Destination Fyn har samlet et lille sommerudpluk til dig, der gerne vil opleve noget nyt – uden nødvendigvis at rejse langt:
📅 27. juni-8. august: H.C. Andersen Paraden i Odense
Tag børnene med i Eventyrhaven, hvor H.C. Andersens eventyr vækkes til live med musik, figurer og sommerstemning under trækronerne.
📅 3.-5. juli: Danehof i Nyborg
Middelalderen rykker ind i Nyborg med ridderturnering, gøgl, mjød, markedsstemning og masser af historie for både børn og voksne.
📅 11.-18. juli: Sommer29 ved Hotel Faaborg Fjord
Uge 29 bliver til én stor sommerfest ved fjorden med DJ, skaldyrsfade, rosé, dans og feriestemning fra kl. 12-16 hver dag.
📅 17.-18. juli: Øhavet Festival på Ærø
Marstal Havn danner rammen om musik, talks, mad, naturvin og sommerstemning midt i Det Sydfynske Øhav.
📅 Uge 30: Fyn Rundt for bevaringsværdige træskibe
Hold øje med de smukke, historiske sejlskibe, når de lægger til i havnene rundt om Fyn.
📅 24. juli: Fyn Rundt afsluttes i Svendborg
Her kan du opleve de bevaringsværdige træskibe samlet i havnen – og få et glimt af levende, sejlende kulturarv.
Og det stopper faktisk ikke dér.
Der er også kommet en række nye grunde til at tage på opdagelse på Fyn og øerne:
📍 Oplev det nye Fjord & Bælt i Kerteminde, hvor livet under havoverfladen, oddere, marsvin, sæler og havnatur bliver formidlet i nye rammer.
📍 Find vej til den nye udsigtsplatform ved Vissenbjerg Bakker og få et kig ud over et af de steder, der minder én om, hvor grønt og kuperet Fyn faktisk er.
📍 Tag på en smagfuld tur rundt om Helnæs Bugt. Helnæs Bugt Foodtrail guider dig til flere hyggelige spisesteder på Sydvestfyn, hvor gode råvarer, smuk natur og udsigt over vandet går op i en højere enhed.
📍 Prøv de nye Tag mig med-bænke – blafferbænke, der gør det nemmere at få et lift videre og komme rundt på en mere fælles og fleksibel måde.
📍 Planlæg sommerens cykeltur på cykelnetplanlaegger.dk, hvor du allerede nu kan lave nemme ruter efter cykelnettet og finde vej til lige præcis det, du gerne vil se. Cykelnettet er etableret i Svendborg, på Langeland og Ærø – og rulles ud i Faaborg.
📍 Gå på opdagelse i den nye stedbundne udstilling på Øhavsmuseet, hvor fortællingerne tager afsæt i landskabet, havet og det særlige liv i Det Sydfynske Øhav.
📍 Og hvis børnene drømmer om lidt ekstra sommermagi, kan I nu også sove i sommerlandet i de nye telte ved Fyns Sommerland.
Så der er nok at tage fat på.
Du skal bare vælge, om sommerdagen skal begynde med cykelsko, middelalderstemning, fjordudsigt, festivalarmbånd, træskibe, god mad eller en tur under havoverfladen.
📷: Johan Tobias Joensen