Teknologi er muligheder
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ 
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ 
Erhvervshus Fyn til NextGen Robotics Live


Kære Joan


Det er hjælp til selvhjælp, når den teknologiske udvikling sikrer landvindinger i form af robotter, der kan udføre et væld at opgaver – ikke bare på prøvebasis, men som en afgørende del af produktionen i virksomheder. For vi er ikke mennesker nok til at løse de opgaver, der venter. Der fødes ganske enkelt ikke nok børn i vores del af verden.


Det var et af de overordnede budskaber, da NextGen Robotics Live løb af stablen i et imponerende og meget flot setup som en del af Week of Robotics i Odense.


Og robotter kan hjælpe med løsninger på alt fra klimakrise til sundhedssektor og innovation. Det var formand for NextGen Robotics, Casper Hansens, budskab i velkomsttalen.


I det her nyhedsbrev giver vi dig nogle af højdepunkterne fra det ambitiøse event.


Teknologi er muligheder.


Og inden du bliver alt for skræmt af den nye verden (den følelse kan godt ramme mig), så husk, at det er mennesker, der skaber og styrer robotterne. Ikke omvendt.


God læselyst.   

Jan Bonde, Kommunikationschef, Erhvervshus Fyn

 

Jagten på ”The Matrix moment” er gået ind

 

De første humanoide robotter er allerede på prøve hos virksomheder som BMW og Schaeffer. Og inden udgangen af 2026 vil bevægelsen fra pilotprojekt til produktion tage fart.


Men den store nyhed er, at i løbet af ganske få år vil man se humanoide robotter arbejde sammen – og sammen med mennesker – i hundredvis på store fabrikker.


Det var et af budskaberne på NextGen Robotics Live, da robotpræsident Arnaud Robert (ja, det hedder han!) fra virksomheden Hexagon fortalte om arbejdet med at udvikle robotten AEON fra noget, der fascinerer til noget, der fungerer i større skala.


Et nøgle-element i det arbejde er jagten på ”The Matrix moment”.


Og ja, det er filmen fra 1999 med Keanu Reeves, der tænkes på.


For i den film får Reeves på et tidspunkt en indsprøjtning og udbryder kort efter ”I know kung fu!”.


Og så mestrer hovedpersonen pludselig kampsport. 


Jagten på det magiske moment, hvor man blot kan give robotten en ”sprøjte med ny viden”, hvorefter den – uden træning – kan udføre opgaven, er gået ind.


Der er et stykke vej endnu – men at øjeblikket vil opstå, er der kun begrænset tvivl om.


Lige nu kan AEON allerede rigtig meget.


Den kan løse afgrænsede, gentagne opgaver, den kan inspicere produkter for fejl og aflægge rapport, den kan scanne et miljø og skabe en digital tvilling på meget kort tid, og den kan løse komplicerede opgaver - som at tjekke lagene af lak på en nyproduceret BMW.


Og ganske vigtigt: Udviklingen går så hurtigt, at prisen for det nye hard- og software falder. Eksempelvis er prisen på markedets bedste hånd med de nyeste sensorer faldet fra 20.000 dollars til blot 2.000 dollars på 18 måneder.


Der er dog også udfordringer i udviklingen.


Det er stadig ikke lykkedes at skabe en proces, hvor robotten kan lære af sine egne erfaringer og dermed blive dygtigere ved hjælp af egne data. Den såkaldte ”full circle”.


Men at udviklingen sker i et tempo, der gør en forpustet, ligger fast.


For eksempel kan den humanoide AEON skifte batteri på sig selv, og dermed reelt være i produktion 23 timer og 45 minutter af døgnet.


Hvis robotter på et tidspunkt bliver så kloge, at de danner deres egen fagforening, kan de jo tage det med i lønforhandlingerne.

 

5 nedslag fra robotternes verden

- leveret af Marina Bell, marketing & sales, ABB

  1. 54 procent af alle robotter står i Kina.

  2. 80 procent af alle robotter er fordelt på blot fem lande: Kina, Japan, USA, Korea og Tyskland.

  3. Ser man på robot-tætheden ser tallene anderledes ud. Korea topper listen med 1220 robotter pr. 10.000 arbejdere. Danmark er nummer seks på listen med 329 robotter pr. 10.000 arbejdere (Sverige er nummer fem med 377).

  4. AI er den største trend i udviklingen af ny teknologi. Og vi har kun set begyndelsen.

  5. Robotter ses som den åbenlyse løsning i forhold til mangel på arbejdskraft, og udviklingen går stærkt. Men ingen har alle løsningerne. Derfor skal hele økosystemet samarbejde.

 

Robotter her, der og alle vegne

 

Robotplæneklipperen og robotstøvsugeren er efterhånden blevet en naturlig del af det billede de fleste forventer at møde, når de stikker hovedet ind i et helt almindeligt parcelhuskvarter. Men robotterne har også for længst gjort deres indtog i sektorer og sammenhænge, som er mere overset, men hvor de typisk sparer os for både det farlige, beskidte og ikke mindst kedelige arbejde.


Vidste du f.eks. at der i dag findes robotter, der…

  • Kan sætte varer på plads på hylderne i supermarkedet
  • Helt automatisk kommer og rydder op, når du er kommet til at smadre et glas rødbeder midt i varehuset
  • Leverer en kold cola eller en kage, når du ringer til roomservice på hotellet
  • Kan inspicere et krigshærget område for miner
  • Identificerer huller i asfalten og forbereder udbedring af dem
  • Kan dosere præcis den mængde gødning, som planterne på marken har brug for
  • Flytter både senge og patienter på sygehuset
  • Kan rydde op og rense toilettet i din bedstemors ældrebolig
  • Slukker skovbrande og fælder træer
  • Kan parkere din bil lige der, hvor p-pladsen har plads

CEO og grundlægger af Meili Robots, Aldus von der Burg tog tilhørerne ved NextGen Robotics LIVE med på en rejse gennem det robotlandskab, som i dag folder sig langt ud over de bombehunde og lagerrobotter, som har mere end 20 år på bagen. 


Udviklingen betyder, at antallet af robotvirksomheder er eksploderet i forhold til 2010’erne, hvor nogle få virksomheder sad på markedet. I dag er der uanede muligheder, fordi man kan specialisere sig i de meget konkrete og forskellige use-cases, der hele tiden pibler frem.


Meili Robots bygger software, der kan sikre virksomheder overblik over deres forskellige robotter og sikre, at de kan arbejde sammen eller side om side uden at genere hinanden og forsinke processer.



 

Fra luksus til livsnødvendighed:
Odenses robot-samarbejde inspirerer i Indien

 

Robotter er ikke en luksus. Det bliver i stigende grad en nødvendighed selv i et land som Indien, hvor der ellers er 1,5 mia. mennesker til at udføre arbejdet.

Derom var der ikke skyggen af tvivl hos CEO hos The Technology innovation Hub of IIT Delhi (IHFC), Ashutosh Dutt Sharma, som sammen med tre kollegaer gæstede NextGen Robotics LIVE.

Der er nemlig masser af situationer, hvor robotterne allerede i dag udfører livsvigtige opgaver i Indien, og så er robotter afgørende for at den indiske økonomi kan vækste. Inderne er endnu ikke så hurtige til at implementere robotter, som fx kineserne, men der er en stærk udvikling i gang, og de senere år er der kommet mange flere robotter til, hvilket har bragt Indien op på listen over de nationer i verden, der er implementerer flest robotter.

Rent udviklingsmæssigt oplever vores indiske naboer også stærke strømninger med flere midler fra den indiske regering og et styrket samarbejde på tværs af myndighederne, forskningsmiljøet og industrien bl.a. inspireret af det odenseanske robotøkosystem.

Robotter kan ændre folks liv og gøre en forskel for et land som Indien, lød det fra Ashutosh, der var meget begejstret for det partnerskab hans organisation IHFC har med Odense Robotics.

I Indien er der især potentiale inden for telemedicin og sundhedssektoren i det hele taget, hvor de i New Delhi har det særlige Medical Cobots Center, som tester de forskellige robotløsninger, der bl.a. udvikles af en række innovative start-ups.

Mange af de i alt 52 start-ups som IHFC understøtter er inden for netop det område, og en af dem har bl.a. gjort det muligt for en læge i hovedstaden at ultralydsscanne en patient 70.000 km væk bl.a. vha. satellitbaseret internetforbindelse og ja, naturligvis en robotarm produceret i Odense hos Universal Robots.

 

 

Besøg os på www.ehfyn.dk
Besøg os på LinkedIn

Vis nyhedsbrev i browser

Munkebjergvænget 1, 5230 Odense M

Afmeld vores nyhedsbrev      Opdater dine kontaktdata