Hvordan får man sine grønne ambitioner omsat til konkrete handlinger?
DI fyrede op under debatten om de udfordringer, virksomheder møder, når grønne ambitioner skal omsættes til handling og om løsninger, der viser, at forandring er mulig.
Mange virksomheder gør allerede meget godt, men vi forbruger stadig, som hvis vi havde fire jordkloder til rådighed.
Flere af paneldeltagerne var enige om, at hvis vi skal nå vores klimamål, skal der elektrificeres endnu mere. Tomgangsforbruget er for højt i virksomheder, og det skal nedsættes.
Men der skal også være en forretning i at omstille sig, ellers går det ikke.
Her er flere gode eksempler på værdikæder og samarbejder, som fremmer klima og grøn omstilling: - Grøn omstilling har bragt værdikæden tættere sammen, og det fremmer samarbejdet i værdikæden.
- Grøn omstilling er en holdsport.
- Flere store virksomheder er allerede gået sammen om at bruge hinandens restprodukter på ny.
- Nogle virksomheder har ambitioner om at måle CO2 ned på produkt- og ordreniveau.
- Andre har optimeret pladsen i deres lastbiler, så de fx ikke kører med luft men med flere varer på færre ture.
Der er dog også nogle barrierer: - Usikkerhed er en af de største barrierer for virksomhederne, som kan gøre det svært at omstille sig.
- Begrænsninger i antal hoveder og hænder.
- Økonomiske barrierer i hverdagen. Det kræver investeringer at starte den grønne omstillinger, men det kan betale sig på sigt.
Men helt generelt ser panelet de danske virksomheder som modige, når det kommer til den grønne omstilling, og til næste år skulle de mange tiltag gerne vise sig i det samlede grønne regnskab.
Derfor er det svært at snakke om klimaet
5 pointer til din kommunikationsmedarbejder om klimadagsordenen fra lektor Antoinette Fage-Butler og professor Peter Langen, Aarhus Universitet samt klimajournalist Søren Bjørn Hansen og vidensjournalist Jeppe Kyhne Knudsen. - Det største problem er at få opmærksomhed. Folk vil hellere læse om ting, der er lette at forstå. Kage, for eksempel.
Pointe: Selv om emnet er kompliceret, er du nødt til at formidle det, så det kan bruges overfor din borddame til en 70-års-fødselsdag.
- Historierne vinkles ofte for skarpt. Den anden – og mere komplicerede halvdel – af forskningen kommer aldrig med.
Pointe: Når noget er så kompliceret og sker så langsomt, så er konflikt en dårlig måde at kommunikere på. Men det er et vilkår.
- Når man som forsker erkender usikkerhed i de modeller, der forskes ud fra, bruges det som undskyldning for ikke at handle.
Pointe: Du er nødt til at stå ved dit budskab. Tænk på corona-tiden, hvor myndighederne var meget klare i forhold til, hvad man skulle gøre. Og skabte tillid med formuleringer som “Det bedste bud, vi har lige nu, er...”
- Der mangler viden hos journalister. De er ikke i stand til at modbevise påstande og holdninger fra personer, der har for lidt viden. Alligevel bliver de sat ligeværdigt over for forskere.
Pointe: Sådan er journalister trænet. Det bedste, du kan gøre, er at klæde dem godt på med din viden.
- De sociale mediers algoritmer gør det svært at komme igennem med klimarelaterede budskaber.
Pointe: Ejerne af sociale medier har ingen forpligtelser til at tilstræbe sandhed. Det er helt ureguleret og svarer til, at der ikke er regler for, hvor hurtigt du må køre på vejene. Håb på regulering.
Byggeri inden for planetens grænser
Hvordan sikrer vi, at byggeriet holder sig inden for de planetære grænser? Det spørgsmål var omdrejningspunktet for en skarp paneldebat med repræsentanter fra Teknologisk Institut, DI Byggeri, Frederiksberg Kommune og rådgivningsvirksomheden Artelia.
Byggeriet står i dag for hele 31 procent af Danmarks samlede ressourceforbrug. Branchen er derfor en nøgleaktør i den grønne omstilling – men tempoet er for lavt. Det paradoksale er, at branchen selv efterspørger strammere lovkrav end dem, der findes i dag.
Panelet pegede på en række afgørende dilemmaer: - Seks ud af ni planetære grænser er allerede overskredet.
- Danmark er udfordret af omgivelserne og har brug for mere robuste byggerier, men det øger ressourceforbruget.
- Den grønne omstilling skaber samtidig et stigende behov for ny infrastruktur, fx til energi.
- Både store og små virksomheder skal kunne løfte opgaven – ellers lykkes omstillingen ikke.
Men der er også tydelige barrierer. Panelet fremhævede især manglende kompetencer, udfordringen med at få mange aktører til at trække i samme retning, behovet for ændret adfærd – og ikke mindst en lovgivning, der ikke matcher ambitionsniveauet.
Løsningerne kom ikke på plads denne gang, men debatten gjorde det klart, at næste skridt er at tage fat på dilemmaerne – og fjerne de barrierer, der i dag bremser byggeriets bidrag til en reel grøn omstilling.
Det står dog helt klart – at der skal gøres noget nu.
Pionerer på Klimafolkemødet: Lad være med at udskamme folk, der drikker mælk og går i giftigt tøj – bare tæv dem!
Og giv os så i øvrigt noget lovgivning, der kan udjævne den spilleplade, vi bevæger os på i markedet globalt.
Sådan lød budskabet fra to danske virksomhedsejere, der har valgt at gå forrest og give noget tilbage til naturen med hhv. deres bæredygtigt producerede tøj og plantebaserede drikke.
De mener i øvrigt, at man i dag baserer en alt for stor del af ansvaret for den grønne omstilling på, at alle virksomheder bedriver den form for etiske lederskab, de selv sværger til.
Bag de to virksomheder med de mundrette navne ELSK og DRYK står hvide, midaldrende mænd af den støbning, som normalt ikke har klimaudfordringerne øverst på dagsordenen. Men fælles for dem er solid erfaring og et enormt stærkt kendskab til deres respektive brancher og den forbrugeradfærd, som præger dem. Noget der har været med til at motivere dem til at skabe deres virksomhed i en ånd, som vægter bæredygtighed højt.
Og selvfølgelig har ingen af dem lyst til at gribe til fysisk afstraffelse af deres potentielle kunder. Men der er et dilemma i forhold til forbrugerne, som begge bokser med. Også selvom de faktisk tror på, at der er masser af forbrugere, som er i stand til at træffe det kloge valg.
”Vi har jo Irma-segmentet, som både er bevidste og betalingsvillige, og den kommende generation kommer heller ikke til at acceptere den måde, vi laver fødevareproduktionen på i dag”, siger Christian Christensen fra DRYK.
Men handlingerne hos de unge er ikke altid helt i sync med deres holdninger.
”De er gode til genbrug, men når man tager et kig rundt her på Klimafolkemødet, er det tydeligt, at størsteparten ikke er specielt kritiske med hvilke brands, de køber ind fra, lyder det fra Lars Riis, CEO i ELSK.
Det går altså ikke helt af sig selv, hvis markedet skal regulere det, og det går slet ikke hurtigt nok. I hvert fald ikke, hvis det skal være muligt også for den mindre velhavende del af befolkning at træffe de ansvarlige valg.
Begge CEOs efterspørger derfor en minimumsgrænse for, hvad man faktisk må. Hvornår er en produktion så giftig, at den faktisk på sigt har alvorlige konsekvenser for naturen?
Det kunne en såkaldt ecocide-lovgivning med fordel regulere. En lovgivning, der betragter virksomheders gambling med og overgreb på naturen på lige fod med andre forbrydelser, som kan sanktioneres efter straffeloven. Og dermed en lovgivning som vil skabe mere fair konkurrence for de virksomheder, som investerer i at give noget tilbage til naturen. Hvordan udvikler vi fremtidens byer?
Vi skal spørge os selv om, hvad byernes formål bliver i fremtiden. Hvordan kommer vi til at arbejde, bo, leve, spise, forbruge og bygge? For de løsninger vi har i dag, er ikke gode nok.
Det var dagens første emne på Håbets Scene til Klimafolkemødet. Her stod paneldeltagerne borgmester Johannes Lundsfryd Jensen fra Middelfart Kommune, Tanja Nyrup Madsen, journalist og fellow på Constructive Institute, Ida Bigum Nielsen fra Gehl Architects og Marie Smedegaard Andersen fra Ungeklimarådet klar til at komme med deres budskaber inden for hver deres felt.
For hvilke konkrete greb og barrierer er der egentlig, som man skal forholde sig til?
Ida Bigum Nielsen: - Vi skal ikke snakke om, hvad ”der” er behov for, men hvad ”I” har behov for. Hos Gehl Architects har vi været ude at måle på, hvor folk gerne vil komme og kan lide at være, og hvor de ikke vil komme og ikke vil være. Her var svaret ret banalt. Det, der betyder noget, er dårligt oplyste stier, usikre vejkryds, dårlige busforbindelser og kedelige industribygninger.
Johannes Lundsfryd Jensen: - Kommunen spiller en stor rolle. Når vi gør noget, rykker det ved det store hele. Det betyder noget. I Middelfart Kommune har vi fx flere projekter, der fokuserer på genbrug i byggeriet og cirkulært boligbyggeri.
Marie Smedegaard Andersen, kandidat i sustainable city: - Vi må gøre det samme, som vi gjorde under corona. Her fandt vi en helt ny måde at leve på. Os unge har brug for alternative forgangspersoner og nye fortællinger, som vi kan spejle os i.
Tanja Nyrup Madsen: - Jeg har boet i otte byer blandt andet New York, Assens, Frederiksberg og Bogø by, og den bedste by har været Bogø by på Bogø. Her var nemlig et større sammenhold, folk genbrugte alt, de kunne komme i nærheden af, og fokusset var bare på fællesskabet fremfor individet. Det burde være fremtiden for alle byer. |
